Hvad du ikke vidste om Bingo
På samme måde som smørrebrød er en af Danmarks nationalspiser, så er bingo oprindeligt italienernes nationalspil. Det vi i dag kalder bingo, stammer oprindeligt fra Italien, hvor det, tilbage i 1530, nyforenede Italien arrangerede en national lotteriservice. Siden den dag, er der ugentligt blevet afholdt bingo og bankospil. Statslotteri er i dag en vigtig post på Italiens regeringsbudget, og sniger sig faktisk op på et årligt bidrag på hele 85 millioner dollars.
Bingo: Først italienerne, så franskmændene…
Et par årtier senere, i 1778, skrev den franske presse, at bingo, eller på fransk Le Lotto, havde ”indfanget intelligensens forkærlighed”. I den klassiske form for bingo, som blev udviklet i netop denne periode, blev de kort man spillede med delt op i tre horisontale og ni vertikale rækker. Her havde hver horisontale række fem numre og fire tomme firkanter i en tilfældig rækkefølge. De vertikale rækker, der i mod, indeholdte numre fra 1 til 10 i den første, 11 til 20 i den næste, og så videre, helt op til 90. Der fandtes ikke to lottokort der var ens. Med chips numrene 1 til 90 var bingo/lottoudstyret fuldendt. Hver spiller i bingospillet fik et kort, og opråberen trak så en lille træfigur med et nummer fra en pose, og læste så nummeret højt, så alle spillerne i bingospillet kunne høre det. Hvis nummeret der blev råbt op matchede med det nummer, som en spiller havde på sin plade, noterede han eller hun sig dette. Den første bingospiller, som havde en hel horisontal række, vandt bingospillet.
Bingo som undervisningsmateriale
Da vi nåede det 19. århundrede, begyndte bingo at blive populært at anvende i undervisningen i uddannelsesmæssige sammenhænge. Hvor bingoen startede i italienernes hænder, og derefter franskmændenes, så udviklede tyskerne i 1850’erne et bingospil, der var designet til at lære børn de forskellige tabeller i matematikundervisningen. Senere udviklede de også andre former undervisningsbingo, for eksempel ”stavebingo”, ”dyrebingo” og ”historiebingo”.
Bingoens rejse var slet ikke færdig på det tidspunkt, for tilbage i 1929 opdagede den omrejsende legetøjssælger fra New York, Edwin S. Lowe, det sjove spil. I Jacksonville, mellem Georgia og Florida i det sydlige USA, opdagede han, at de i et omrejsende tivoli spillede bingo. Edwin S. Lowe kendte ikke til spillet bingo på daværende tidspunkt, men blev hurtigt fænget af det gribende spil. Spillet var faktisk nærmere en variation af det franske Lotto, men blev kaldt Beano. I spillet trak opråberen små træplader med numre fra en gammel cigarboks op, og råbte nummeret højt. Spillerne tjekkede om det opråbte nummer var på deres plade, og hvis det var, så puttede de en bønne ovenpå nummeret. Når en spiller havde fyldt en hel række med bønner på deres kort – enten horisontalt, vertikalt eller diagonalt, så råbte de ”beano!”, og modtog en lille gave.
Da Beano blev til Bingo
Lowe besluttede sig, efter sin hjemkomst til New York, at invitere sine venner over til et spil Beano. Spillet blev hurtigt et stort hit blandt hans venner, og en aften da hans veninde havde fyldt hele sin plade, fremstammede hun, i ren iver og begejstring, ”b-b-b-bingo!”. Lowe var vild med udtrykket, og udtalte: ”Jeg kan ikke beskrive den følelse af glæde, som skyllede ind over mig efter dette udråb. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg ville få succes med dette spil, og at det skulle hedde Bingo!” Et par år senere fik Lowe således sat spillet i produktion i USA under navnet ”Bingo”. Det første spil bingo kom i to variationer – et bingosæt med 12 kort, der kostede 1 dollar, og et bingosæt med 24 kort, der kostede 2 dollars. Spillet fik hurtigt enorm stor succes, og det var faktisk dét spil, der var startskuddet for Lowes firma. Og det er faktisk derfra, at navnet ”bingo” stammer.
