De fleste af os begynder først at have interesse for lydisolering og lign., når naboerne støjer, og er ved at drive os til vanvid. Efter at have bedt naboen om at skrue ned for anlægget, overboen om at få deres børn til at stoppe med at hoppe og trampe, eller gjort dem opmærksomme på deres utroligt aktive sexliv samt den larm, der følger med det, adskillige gange, så er de flestes tålmodighed ved at være opbrugt.
Selvfølgelig, det er da muligt at gå til en af de mange klageinstanser, men disse er sjældent særlig effektive. Derudover koster det også en hel masse tid, og kan tage hårdt på psyken. Mange oplever oven i købet, at de kommer i fysisk klammeri med en nabo, hvorefter politiet må drages ind i sagen. Disse konflikter er simpelthen ikke værd at gå ind til.
Men hvis du alligevel overvejer at gå den vej, så vil jeg inden da anbefale dig at læse denne artikel, som Bolius har skrevet. Den fokuserer netop på de mange konflikter, der kan opstå mellem dig og en nabo, og hvilke alvorlige konsekvenser det kan have. I værste tilfælde kan det følge til alvorlig sygdom.
Du bør derimod overveje at forbedre den manglende eller dårlige lydisolering, der er i vægge og gulve imellem dig og dine naboer. Dette er ikke nødvendigvis et tids- eller pengekrævende projekt at kaste sig ud i, men kan derimod være utrolig nemt. Læs nærmere om dine muligheder for lydisolering nedenfor.
Hvilke lydisoleringsmuligheder har du?
Lydisolering af vægge
Når der er tale om en væg, der skal lydisoleres, så er der oftest tale om opbygning af en selvstændig forsatsvæg med et specialskelet, som er uden forbindelse til den eksisterende væg. Den nye væg indeholder et isoleringsmateriale, og vil blive lukket med flere lag af plader. Denne nye væg er elastisk fuget, hvilket er væsentligt for resultatet, så forsatsvæggen er så luftlyd-tæt som muligt. Herefter kan der afsluttes med et tapet eller et glasfibervæv samt maling, hvilket virker ekstra lydisolerende. Det er intet problem, hvis der er stikkontakter eller fodpaneler, da disse blot rykkes ud på den nye væg. Væggen vil typisk ende med at blive mellem 12-20 cm. dyb, alt afhængig af støjniveauet samt rummets højde.
Lofter
Da ikke alle har højt til loftet, er der flere muligheder af løsninger, som du kan vælge imellem. I et rum hvor der er lavt til loftet, anbefales et såkaldt specialbøjleloft. Sådan et tager omkring 8 cm. Af rummets højde. Denne løsning skal dog kun vælges, hvis højden er et problem, da løsningen ikke er lige så effektiv som konstruktioner med mere luft og isolering. Den anden løsning består af en konstruktion, der tager omkring 15-30 cm. af rummets højde. Men jo tykkere konstruktion, jo bedre lydisolering. Kravet til loftshøjden i etageboliger er 2,5 m., men de fleste kommuner giver som regel dispensation helt ned til 2,3 m., hvis ansøgningen vel og mærke handler om lydisolering.
Gulve
Her er mange muligheder. Men de er ofte dyrere end et nyt underloft, hvorfor det burde være værd at overveje at tale med underboen om en lydisolering af vedkommendes loft, hvis det vel og mærke er muligt. Men ved blandt andet at lægge nye gulve med isoleringsmateriale eller ved at lægge lufttætte membraner imellem det gamle og et nyt gulv, er det muligt at forbedre lydisoleringen. Dette vil naturligvis øge gulvets højde, hvilket vil have konsekvenser for døre, fodpaneler og eventuelle radiatorer, hvorfor disse også må ændres. Derudover vil det også forbedre lydisoleringen ved at lægge et gulvtæppe.
Du kan læse mere om lydisolering her.